Menu

Påskeudstilling 2012 i Karolines Hus

  • Skrevet af 

Vi præsenterer i år: Ellen Bye Jensen, Lone Boe Nielsen, Katrine Strange Meyer, Charlotte Flick. Fernisering lørdag d. 31. marts kl. 14-16

 

Påskeudstilling 2012 i Karolines Hus


Vi præsenterer i år:
Ellen Bye Jensen, Lone Boe Nielsen, Katrine Strange Meyer, Charlotte Flick

Fernisering lørdag d. 31. marts kl. 14-16
Udstillingen varer til d. 9. april
Åbent alle dage fra 13-17
Eller efter aftale

 

Ellen Bye Jensen - billedkunstner

Om Ellen Bye Jensens visionære landskabsmalerier

Det er et landskab skabt af is og ild, vejr og vind og småbitte organiske væsener, som billedkunstneren Ellen Bye Jensen maler. Som en van Gogh – en Willumsen og en Olivia Holm Møller omskabes de ydre landskaber til indre syner fulde af stærke farver, kraftige konturer og fejende, bugtende og zig-zaggende linjer.

Ellen Bye Jensen lader sig inspirere af de konstant skiftende lysforhold i sine tolkninger af de kantede, laginddelte skrænter, de bølgende bakker, det skiftevis oprørte og blikstille hav og skyernes hastige flugt på den høje himmel.

Helhedsindtrykket er ikke dansk. Farveholdningen er nogle gange næsten middelhavsagtig, præget af skarpe, rene og glødende farver, lige så voldsom som Willumsens eksalterede naturscenerier.

På denne måde opnår Ellen Bye Jensen en grad af identifikation med det landskab, hun bebor, som er beundringsværdigt usentimental. Hendes malerier er personlige og visionære, og hendes instinktive forståelse for kompositionen og farveholdningen skaber en sikker ramme om det hele.
Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, kunstanmelder i Jyllandsposten, bachelor i Kunsthistorie.
 

Lone Boe Nielsen - billedkunstner

Lone er uddannet dekoratør, men arbejder nu udelukkende med illustration af brochurer, plakater og bøger samt billedkunst.

Farvekompositionen i mine billeder vælger jeg ud fra stemning og årstiden. Inspirationen kommer fa maleriet selv og indholdet er oftest et komplekst liv af mennesker, dyr og natur med plads til iagttagerens egen fantasi.

Lone bor midt i Vestsallings dejlige natur. Her har Lone sit atelier, hvor hun arbejder om vinteren. Hele sommerhalvåret udnytter hun lyset i sit udendørs atelier.
 

Katrine Strange Meyer - skulptør

Født 1975. Bor og arbejder i Silkeborg.

Jeg arbejder med forskellige materialer og teknikker. Hovedsagligt indenfor skulptur og maleri. Udgangspunktet er oftest figurativt.
På udstillingen i Karolines Hus viser jeg skulpturer lavet i stentøjsler.

Jeg har gennem mange år eksperimenteret med mit eget udtryk.
Min inspiration finder jeg for eksempel i en hånd eller et øjenlågs måde at være øjenlåg på.

Jeg arbejder med tale uden lyd: Jeg finder en fortælling i mine figurers måde at være form på.
En puls kan man sige, der som ringe i vandet, sætter sit aftryk, omsluttet af sig selv.

Mit interessefelt kredser ikke kun om form og komposition, men også i stor grad, om det enkelte værk har en stemning, der rækker ud over materialet.
 

Charlotte Flick - keramiker

Fra kold, klam, klump til fortællende, finurlige figurer…

Charlotte Flick. født 1976, opvokset og bosat i Silkeborg.

Jeg har eksperimenteret med mange materialer, men da jeg fik leret mellem hænderne, var det som om, alting faldt på plads.

Pludselig faldt det mig både let og naturligt at udtrykke de tanker og ideer, der nu uden stop, kom væltende. Pludselig sad jeg med store barmfagre kvinder, mænd med struttende lem og lemmer, skæve proportioner, finurlige former og skæve historier imellem hænderne. Nogen gange er det som om leret selv bestemmer, andre gange har jeg en klar ide fra start.

Mine ideer kan opstå fra noget, jeg hører i radioen, et ordsprog, en talemåde, en fordom, myter, religion, eventyr, dans, musik eller ting jeg finder i genbrugsbutikker…

Det er spændende at arbejde med rakubrænding: der arbejdes med gas, ild og masser af røg – en fascinerende proces, hvor man aldrig kan være helt sikker på resultatet. Ikke to raku-figurer er helt ens, selvom de er belagt med samme glasur. Vejr og vind spiller nemlig med i processen.

Til toppen