Menu

Fur – en evig inspirationskilde

Fur – en evig inspirationskilde

Jeg flyttede fra Fur, da jeg var 19 år gammel efter en god og tryg barndom omgivet af naturskønhed hver eneste dag. Bakker og dale, skov og strand og den daglige påmindelse fra begge mine forældre om at nyde udsigten, ikke én dag gik, uden en bemærkning som ‘har du set så flot fjorden er i dag?’ faldt. De naturskønne omgivelser omkring Nr. Lundgaard fik aldrig lov til at blive en selvfølge og friheden et liv uden naboer giver er fænomenal for et barn. Bare fødder og ud over marken, ned ad skrænten og vupti, skvulpede man rundt i bølgen blå. Der var altid højt til himlen på nordsiden af Fur i mere end den fysiske forstand. Heldigvis lod mine forældre ikke al den høje himmel blive på Nordfur, da de flyttede ‘ned til byen’ for nogle år siden og bemærkninger som ‘har du set så flot fjorden er i dag?’ falder til stadighed på Sundevej.

 

Jeg flyttede til København, hvor jeg boede i 11 år – og altid på øverste etage, en barndom med højt til himlen kan ikke bare sådan lige fornægtes. Jeg elskede at bo i storbyen, som jeg brugte meget. Jeg tog kurser, tog min uddannelse. Jeg brugte alle de mange kulturtilbud, gik til jazz-festival, museer, cafér, byliv. Jeg elskede det, det passede helt ind med min barndoms frihed og mangfoldighed af glade mennesker og familiemedlemmer fra hele verden, der altid summede af i Nr. Lundgaard.

 

 

Jeg mødte min irske musikermand i København, vi flyttede til Irland i 1994 og lige der startede mit gode liv som udlandsdansker. Den irske natur er vild og utæmmet, nøjagtigt som nordsiden af Fur. Vi ønskede begge at leve på landet og jeg ville meget gerne leve et sted, hvor jeg ikke lige boede dør om dør med nogen. Atter engang var det mit furblod, der nok vidste hvad der skulle til. Enten bor man på 5. i Saxogade på Vesterbro midt i al virakken, eller også bor man ude, hvor luften er frisk og himlen er høj. Vi flyttede til Tinahely, en lille landsby i County Wicklow med 850 indbyggere et par timers kørsel syd for Dublin (www.tinahely.ie). En charmerende lille by med et nationalt anerkendt kulturhus (www.tinahely-courthouse.ie). En lille by, der akkurat som Fur, slår hårdt og det et par vægtklasser over hvad den egentlig er i.

 

Naturskønne og bjergrige Tinahely har altid tiltrukket kunstnere, lige fra musikere til billedkunstnere, skulptører og rigtig mange fine kunsthåndværkere også. En fin samling, der hver især har fundet opbakning blandt beboerne i byen og det omkringliggende område – helt på linje med Fur, der har været inspirationskilde for mange kunstnere. Jeg husker endnu Knud Pontoppidan og Elise Møller ved Gammelgård eller Finn Finsrud og Sigrid Steenstrup i Engelst eller Jørgen Schrøders smukke farvelade med den skarpeste kant ved Gammel Havn og ikke mindst Aage Fruergaard-Jensens smukke stentøj– bare for at nævne nogle få prominente kunstnernavne fra min barndom på Fur. Siden er der kommet mange flere til, og jeg har formået at skabe kontakt til nogle af dem. I marts i år udstillede ikke mindre end tre furbokunstnere postkortværker i forbindelse med International Women’s Day i vores kulturhus, nemlig Angelika Kapplusch, Agnieszka Podczarska og Edel Linde. (www.postcardartproject.wordpress.com)

 

 I forsommeren 2010 lykkedes det for nogle stykker af os her i Tinahely at samle 32 udøvende kunstnere og kunsthåndværkere og vi dannede Tinahely Arts Group (www.tinahelyartsgroup.wordpress.com) og atter engang kom Fur på banen som inspirationskilde. De fantastiske Furfisk blev introduceret for gruppen og forslaget om at lave en lignende udstilling i byen fandt straks ørenlyd og i maj i år holdt byen sin årlige Walking Festival (vandrefestival) og vi lancerede en flok kunstfår ved samme lejlighed. Tinahely var engang en fin markedsby og kunstfårene passer godt ind i sammenhængen og vil blive vist på det årlige dyrskue i august, har været på nationalt tv og gør sig godt for byen, akkurat som furfiskene gør sig for Fur. Og hvem ved, måske en dag kunstnerne på Fur og Tinahely Arts Group kan udveksle ideer og måske endda kunstnere ...

 

Jeg har Fur i mit blod – mange generationers blod både på mødrene og fædrene side og jeg ser mig selv som verdensborger, men helt dybt inde i mit hjerte, der er jeg ganske enkelt furbo og det er fra det rige væld jeg drager min livsinspiration.

Irene Lundgaard

www.yarnclasses.com

15.07.2011
www.furnyt.dk

Senest ændretFredag, 14 februar 2014 06:49
Til toppen