Logo
Udskriv denne side

Branding Fur

For et år siden tog jeg initiativ til at komme med et par kommentarer om ”Branding Fur projektet”, og mit synspunkt var, at i stedet for at kaste sig over luftige og umulige aktiviteter, så kunne man sørge for at få gennemført nogle helt praktiske opgaver. Det kunne handle om vedligeholdelse af øens veje, nedrivning af faldefærdige ejendomme og forsøg på at få folk til i almindelighed at holde en rimelig orden omkring deres ejendomme

For et år siden tog jeg initiativ til at komme med et par kommentarer om ”Branding Fur projektet”, og mit synspunkt var, at i stedet for at kaste sig over luftige og umulige aktiviteter, så kunne man sørge for at få gennemført nogle helt praktiske opgaver. Det kunne handle om vedligeholdelse af øens veje, nedrivning af faldefærdige ejendomme og forsøg på at få folk til i almindelighed at holde en rimelig orden omkring deres ejendomme.

Det er ikke min oplevelse, at man i projektgruppen har lyttet til mine gode råd, og derfor er det også lykkedes at få brugt næsten halvdelen af bevillingen (960.000 kr.) på aktiviteter, som i bedste fald er uskadelige, men som ikke vil have indvirkning på folks lyst til at flytte til Fur.

Fur Museum har ved frikøb af John Brinch Bertelsen fået et tilskud på 110.000 kr., og John har da også lavet et meget godt registreringsarbejde om Furs aktuelle befolkning. Rapporten har lokalhistorisk interesse, men som markedsføring af øen kan jeg ikke få øje på dens anvendelighed.

Resten af pengene er i det store og hele brugt til ledelse af projektet, og her er det nu sådan, at lederen i marts opsagde sin stilling som følge af uenighed med de øvrige i arbejdsgruppen.

Kort sagt, så er der nu brugt 430.000 kr., uden at det har ført til noget synligt resultat. Arbejdsgruppen har dog lavet et udkast til markedsføring af øen. Det er til høring indtil den 20. april, og min vurdering af materialet er:

Det er ikke overbevisende, og jeg får ved læsning af det en oplevelse af, at der bliver lovet mere, end virkeligheden kan holde.

 

Her, som i alle andre forhold, er det meget mere afgørende, at tingene er i orden end at fortælle overdrivende om deres fortræffelighed.

Når mulige tilflyttere kommer til øen, så oplever de meget iøjnefaldende straks på Sundevej et faldefærdigt dobbelthus, og enhver kan se, at det har ligget som ruin i adskillige år. Tilsvarende bygninger kan findes flere steder på øen, og jeg vil igen foreslå, at pengene bruges til at få styr på disse forhold. Nu er der ganske vist kun 530.000 kr. at gøre godt med, men anvendt med omtanke, så kan de måske føre til synlige resultater.

Det er også min opfattelse, at man skal udvise varsomhed ved brug af fremmedord. Vi har for tiden to projekter på øen, hvor en sådan omtanke kunne have været passende – ”Branding Fur” og ”Innovation Fur”.

I begge tilfælde oplever jeg her, at fremmedordene kommer til at virke hæmmende for de ellers så gode hensigter, og vi får let en situation, hvor der ikke er en fælles forståelse af, hvad det hele handler om. Jeg kunne i denne sammenhæng fristes til at nævne den berømte Erasmus af Rotterdams synspunkt om, at hvis man virkelig havde indsigt i en problematik, så ville det også være muligt at fremlægge tingene, så alle kunne forstå det. For mit eget vedkommende er det sådan, når jeg høre om ”Innovation Fur”, at jeg straks tænker på, at det vist nok mest handler om at EnergiMidt har nogle produkter, som de har svært ved at få solgt, men det er nok ikke den helt korrekte udlægning.

 

Thor Lykke Jensen
Søndergårdevej 7
7884 Fur

Senest ændretMandag, 18 april 2011 21:21
furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.