Logo
Udskriv denne side

Fur Læseforening får computer

Fur Læseforening, der har til huse på Fur Ældrecenter bliver snart opdateret til det sidste nye: Man har fået midler til en computer, så hele biblioteket skal digitaliseres, fortæller Per Wallentin

Fur Læseforening, der har til huse på Fur Ældrecenter bliver snart opdateret til det sidste nye: Man har fået midler til en computer, så hele biblioteket skal digitaliseres, fortæller Per Wallentin.

Lånerne vil måske ikke mærke den store forskel, for Gette har jo bøgernes placering og lånernes numre i hovedet, men måske kan det blive lidt nemmere for hende?

Torsdag havde læseforeningen inviteret til glögg og æbleskiver, og mange af lånerne kiggede ind, og det blev en rigtig hyggelig læseforeningsdag. 

Fra læseforeningens side vil man gerne opfordre folk, der måske ikke kender så meget til foreningens virke, til at kigge ind og se på bogudvalget. Man har ind imellem hørt, at nogen forestiller sig, at det er en støvet omgang bøger, som Gette råder over, men det er faktisk lige det modsatte,  - der bliver hele tiden fornyet – og masser af tidens mest omtalte og berømmede bøger bliver selvfølgelig også købt af Fur Læseforening, - så kom og se hvad der står på hylderne  -  der er rigtig mange dejlige læsetimer forude – og det er for øvrigt billigt at være medlem – kun 100 kr om året.

 

Fur Læseforening 

Foreningens formål er at give alle på Fur mulighed for at låne bøger og lydbøger. 

Fur Læseforening blev i 1870 oprettet af fremsynede furboer, som ønskede at fremme læselysten på Fur. I dag drives foreningen med ulønnede kræfter, kontingenter og velvillig støtte fra lokale fonde.

Læseforeningens bogudlån er tænkt som et supplement til Skive Kommunes bogbus, der kommer til Fur en gang ugentlig.

Fur Læseforening henvender sig til alle, hvad enten man er fastboende, sommerhusejer eller feriegæst.

Bogudlånet har til huse på Fur Ældrecenter på Tingagervej, hvor glasstuen velvilligt er stillet til rådighed.

Den ugentlige åbningstid er tirsdag og torsdag fra kl. 16 til 20.

Bogudlånet er stedet, hvor man mødes og udveksler tanker omkring litteratur og meget andet.

Der er altid kaffe/te på kanden og saftevand. 

 

Fur Læseforening tilbyder:

- udlån af omkring 6000 bind, der årligt fornyes med 40-50 bøger.

- at der købes nye og aktuelle bøger, som ellers kan være svære at låne andre steder.

- at der er frivillig afleveringsdato, ingen faste tider og ingen bøder. Vi opfordrer dog til, at nye bøger afleveres hurtigst muligt af hensyn til evt. kø.

- at bringe bøger ud, hvis man ikke selv har mulighed for at komme i bogudlånet.

- at hjemlåne lydbøger fra Skive Bibliotek. 

Husk: Karen Margrethe (Gette) er altid klar til at hjælpe. Med sit store kendskab til lånerne er hun i stand til at give individuel vejledning, så man lige netop kommer hjem med den gode bog. 

20.12.2010
www.furnyt.dk
furnyt.dk - 2019-2020 - All rights reserved.