Menu

Fritiden

  • Skrevet af 

For de, der holder af at være i naturen, ligger mulighederne lige for. Fur har noget af Danmarks smukkeste natur, som giver rige muligheder for oplevelser. Hvert år bliver der fanget mange havørreder fra Furs strande, ligesom mange dyrker fritidsfiskeri med ruser og garn. Rundt på øens marker og i skovene findes mange spisesvampe.

Med fjorden omkring Fur er der naturligvis muligheder for at dyrke alle former for sejlads. Mange er medlem af Fur Bådelaug, der arrangerer turer omkring øen og tilbyder undervisning i optimistjoller for de unge.

For tenniselskere er der mulighed for dyrke sporten på øens to grusbaner ved havnen. Badminton kan spilles i skolens gymnastiksal, hvor der også spilles volleyball og tilbydes motionsgymnastik. Er man til det litterære, er der litteraturundervisning på museet. I forsamlingshuset og i  Missions Huset er der jævnligt arrangementer, hvor alle er velkomne.

I 2008 blev Fur Ø Arena indviet. Her er der  minigolf, skaterbane petanque, multibane og legeplads for de mindst. Banen ligger ved Dagli´Brugsen ved havnen. Året igennem er der også jævnligt musikarrangementer rundt på øens spisesteder.

Endelig er det også mulighed for at tage færgen over til Branden og herfra videre til de mange tilbud, der findes i Salling. Mange unge går således til ungdomsklub i Selde eller dyrker idræt i Fursund Hallen. Andre tager til Tøndering, hvor bokseklubben BK Nordsalling har til huse. Atter andre til Durup Svømmehal, hvor der både er tilbud for motionister og konkurrencesvømmere. Endelig er der mulighed for at tage til Skive, hvor der findes mange kulturelle tilbud.


 

Senest ændretSøndag, 22 februar 2015 07:28
Til toppen