Menu

Ø-koordinator besøgte Fur

  • Skrevet af 

I sidste uge havde Fur besøg af Morten Priesholm, der er koordinator for Småøernes aktionsgruppe, der blandt andet giver ø-støtte til projekter rundt på Danmarks 27 småøer

I sidste uge havde Fur besøg af Morten Priesholm, der er koordinator for Småøernes aktionsgruppe, der blandt andet giver ø-støtte til projekter rundt på Danmarks 27 småøer.

Fur Udviklingsselskab har i efteråret fået støtte af Småøernes Aktionsgruppe med midler fra EU og Fødevareministeriet og i den forbindelse lagde Morten Priesholm vejen forbi Fur for at se, hvad de mange EU midler var brugt til.

”Hvordan kom du ind i arbejdet for Småøerne?”, spørger den udsendte, mens brød, sild og vand sættes på bordet.

”Det er vel efterhånden 8 år siden, at jeg så en stillingsannonce i Jyllandsposten. Dengang arbejdede jeg i Økologisk Landsforening, der er en interesseorganisation for økologiske landmænd og virksomheder”, fortæller Morten, mens han skænker et glas vand op. Men efter femten år syntes han, at tiden var inde til at prøve noget nyt.

Selv kommer han ikke fra landet, men voksede op i en forstad til Vejle. Men alligevel tog han en landbrugsuddannelse og arbejdede ved landbruget, indtil han var 30 år. At han i første omgang blev landmand var en tilfældighed. Efter gymnasiet skulle han finde på noget at lave, indtil han eventuelt skulle starte på universitetet. Da der var noget arbejde på en gård i nabolaget, tog han det og blev hængende og fik ”Det Grønne bevis”.

Men de sidste 8 år har der stået koordinator for Øernes Aktionsgruppe på hans visitkort.

Er der mange flere ansøgere til midler, end der gives tilskud til?

”Der er cirka to tredjedele af de, der søger, som får tilskud”, fortæller han.  Der er to ansøgningsfrister om året og i alt kommer der omkring 50 ansøgninger.

Er der mange gode projekter, som der siges nej til på grund af manglende midler?

”Nej, der er faktisk ikke tilfældet”, lyder svaret. Det er mest en vurdering af projekternes chance for succes og naturligvis hvordan de passer ind i de regler, der er. Fødevare- og Erhverv har nogle regler, EU har nogle regler, som alle skal overholdes, og så har Småøernes Aktionsgruppe deres egen målsætning for indsatsområderne. På den måde er der en masse formelle ting, som ansøgningerne skal leve op til, inden bestyrelsen for Aktionsgruppen begynder at vurdere dem. Derfor er der en del, der får nej, fordi deres projekt formelt set ikke passer ind i programmet, andre får nej, fordi det vurderes, at chancerne for succes er for små.

Det mindste beløb, der er givet i støtte er 50.000 kr. og det højeste er 1.000.000 kr. Det er alt fra små legepladser op til havneprojekter, der har en samlet pris på 12 millioner kroner.

Folk, der har søgt før, kommer de bagest i køen, når de søger igen?

”Sådan forholder det sig ikke. Folk, der har haft succes med et projekt og som dermed har vist, at de kan noget, må gerne komme med et nyt projekt.  Men det duer ikke at søge midler til vedligeholdelse af det gamle. Der skal være noget nyt i det.

Vi er meget opmærksomme på, at forretningsideen skal holde”, slutter Morten Priesholm. 

Derefter går turen ud til Fur Camping – Råkilde lejrskole, hvor håndværkerne er i fuld gang med at færdiggøre hele byggeriet.

18.05.2010
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen