Logo
Udskriv denne side

Referat fra møde i Ø udvalget den 16. april 2018 på Fur Færgekro

Til stede: Betina Bugge, Dorte Christensen, Erik Wind, Jens Peder Hedevang, PerArne Teilgaard.

1 Valg af formand
Der har været nyvalg af medlemmer til Ø udvalget. Udvalget skal derfor vælge formand.
Ad 1: Dorte Christensen valgtes som formand.
2 Deltagelse i arbejdet om fredning på Fur og nedsættelse af arbejdsgrupper.
Byrådet har besluttet at være med i arbejdet med fredning på Fur og opfordrer Ø udvalget til at indgå i arbejdet, herunder omkring arbejdsgrupper. Der henvises til vedlagte oplæg fra teknisk forvaltning.
Byg og Miljøchef Ann Ammitzbo og teamleder Peter Haugsted fra teknisk forvaltning deltager under punktet.
Ad 2: Deltagerne fra teknisk forvaltning oplyste kort om forslaget om fredning og om kommunens særlige fokusområder. Der er ingen tidsplan nu for arbejdet med fredning, men det påregnes, at det vil tage 2-3 år.
Ø udvalget er indstillet på at udvalget kan indgå i arbejdet med fredning, da udvalget ikke er bundet på forhånd med hensyn til resultater.
Det blev oplyst, at Ø foreningen er indstillet på at indgå i arbejdet med fredning af det nordlige bakkelandskab.
Det blev oplyst, at erhvervene på Fur ønsker en hurtig afklaring omkring fredningen.
Der var en drøftelse af forslag fra teknisk forvaltning om nedsættelse af arbejdsgrupper og aftalt at der nedsættes tre
-Erhverv (landbrug, moler, bryghus mv)
-Kulturhistorie, turisme og rekreative interesser
-Miljø, natur, landskab og hverdagsliv på Fur.
Der indkaldes til et stormøde onsdag den 16. maj kl 19-21 på Fur Færgekro. Interessenter defineret som personer, der enten har bopæl på Fur, har erhvervsmæssig interesse på Fur eller ejer fast ejendom, indbydes til at deltage. Formålet med mødet er at give information og give interesserede mulighed for at tilmelde sig arbejdsgrupperne. Såfremt der stor interesse for deltagelse i arbejdsgrupperne, kan de efter eget valg opsplitte sig i flere grupper. Såfremt der er interesse for at oprette andre grupper, er Ø udvalget åben herfor. Grupperne skal selv vælge deres formænd, og formændene indbydes til et midtvejsmøde i efteråret, idet der satses på at arbejdet er færdigt til 1.1.19. Der kan så samles op i foråret 2019, hvor der igen kan holdes et offentligt møde.
Repræsentanterne fra teknisk forvaltning sagde, at forvaltningen er indstillet på at sørge for ekspertbistand til hver gruppe. Det forventes, at DN, naturfredningsforeningen og regionen vil deltage, eventuelt kun i en del af gruppearbejdet.
Teknisk forvaltning tilbød at deltage i ø udvalgsmøder i den kommende tid for at orientere om status i arbejdet.
 

3 Høring vedrørende helhedsplan for almene boliger
Det sociale udvalg har bedt  Øudvalget  om en udtalelse vedrørende vedlagte forslag om nedlæggelse af ledige boliger. Der henvises til vedlagte bilag.
Ad 3. På baggrund af drøftelse i udvalget, blev det vedtaget at udtale, at det er acceptabelt at sælge/nedrive boliger på Bjerregaards Bakke, såfremt der ikke er interesse for at leje dem. Det henstilles, at der ved ønsker om nedlæggelse af boliger ved ældrecentret tages hensyn til at de er naboer til et ældrecenter, så det i givet fald vil være bedre at nedrive dem i stedet for salg til udlejning. Ø udvalget vil generelt kun anbefale salg og nedrivning, såfremt der er ledige boliger i en længere periode.

4 Biltælling
Ad 4: Toges til efterretning.

5 Projekt Branden
Ad 5: Der blev fra en deltager i projektet givet en orientering, herunder om at dele af projektet er udsat indtil der skal foretages klimasikring i området. Orienteringen toges til efterretning.

6 Færgen – evaluering af gratis periode
Ad 6: Genoptages, når den nuværende gratisperiode er afsluttet.

7 Lys på Fur
Ad 7. Det blev oplyst, at når der er installeret LED-lys i lamperne,vil de ikke blive slukket hen på aftenen.

Teknisk forvaltning har oplyst, at forvaltningen planlægger at udskifte alle lamper langs Sundevej. Sønderhedevej og Søndergårdevej til LED i år. Selve havneområdet er skiftet. Resten af Fur følger de kommende år uden at forvaltningen kan sætte nærmere dato herpå, idet det afhænger af prioriteringen de pågældende år.


8 Eventuelt
Ad 8: Det blev oplyst, at museet ønsker at holde et møde med Ø udvalget for at orientere om kommende planer. Det aftaltes at meddele, at Ø udvalget gerne deltager i et møde og at udvalget også gerne vil drøfte museets deltagelse i arbejdsgrupper i forbindelse med fredningen.

furnyt.dk - 2017/18 - All rights reserved.