Ordnecentralen Fur portræt er blevet opdateret
- Skrevet af John Brinch Bertelsen
I 2014 købte Foreningen Fur Væksthus den tidligere kommunale skolebygning på Fur og lejede nogle af lokalerne ud til Fur Friskole & Børnehus samt stillede gymnastiksalen til rådighed for furboerne. Siden 2014 er der kommet flere nye funktioner ind i bygningen. En af dem er Repair Cafeen Ordnecentral Fur, der begyndte i 2023.
Hvad er Ordnecentral Fur?
Ordnecentralen består af seks gode mænd, der gerne vil give en hjælpende hånd for at reparere næsten alt mellem himmel og jord, som er gået i stykker og på vej i en affaldscontainer, fordi det ikke kan betale sig at sætte det i stand. Det kan være noget husgeråd, værktøj, legetøj, redskaber til hus og have, elektronik og meget andet. Ordnecentralen vil ikke tage opgaver fra professionelle firmaer, men vil gerne bidrage til bæredygtighed og ressourcebesparelse ved at forlænge levetiden for ting og sager, der ellers står til kassation. Som udgangspunkt begrænser de dog opgaverne til ting, der kan bæres.
Du skal blot betale for eventuelle reservedele. Og du må gerne give en skilling til kaffekassen, så alle besøgende kan få tilbudt en kop kaffe og en snak.
Hvem står bag?
Ordnecentral Fur er bemandet med Christian Danielsen, Otto Vester, Per Wallentin, Poul Høegh, Poul Kjærgaard og Poul Erik Wadskjær. Du er velkommen til at kontakte Otto på 20 90 98 77 eller Poul K. på 29 63 64 74 Kontakt dem, hvis du har noget, der skal ordnes. De lover ikke, at de kan klare alt, men de vil godt forsøge.
Ordnecentral Fur er formelt set en arbejdsgruppe under Foreningen Fur Væksthus. Og Ordnecentral Fur er medlem af den landsdækkende organisation Repair Cafe Danmark.
Åbningstider:
Ordnecentralen er bemandet hver torsdag fra kl. 14 til 16, så man kan komme og aflevere eller afhente i det tidsrum. Der kan træffes aftale om andre tidspunkter. Og kan du ikke selv komme, så kommer ordnerne til dig. Ring og lav en aftale.
Hvordan finder man ordnecentralen?
Ordnecentralen har værksted i skolebygningen på Stisagervej 2. Værkstedet er på 1. sal i lokalet bag sløjdlokalet. Gå ind ad døren ved gymnastiksalen, drej til venstre, op ad trappen og endnu engang til venstre og endnu et par trin op, så er du i Ordnecentralen.
De seks aktive mænd i centralen ved godt, at navnet ordnecentral nok vil blive udtalt med et stumt d, men det tager de med et smil.




Dette foreningsportræt er skrevet af John Brinch Bertelsen. Send info til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., når portrættet skal opdateres.