”Jul på Fur” Fællesbroderi
- Skrevet af Webmaster
Som en del af Fur Kirkes ”Jul på Fur ” arrangement 1. søndag i advent udstilles et stort fælles broderi i Præstegården.
Alle er velkomne til at se forbi mellem 12 og 16.
28 kvinder er i gang med at brodere.
Vi broderer på gamle hvide pudevår, som vi har sprættet op og foldet ud.
På det stykke stof broderer vi to tallerkner, to knive og to gafler. Og tallerknerne skal stå på et ganske bestemt sted. Derudover må man brodere, hvad som helst der kan høre til på et middagsbord. Man må brodere flotte mønstre på tallerknerne, mad på tallerknerne, servietter, skeer, glas, vandkaraffel, blomster osv. osv. Vi ophæver perspektivet, glas må fx godt ”ligge” ned. Alle mulige farver og alle mulige sting er tilladt.
Projektet strækker sig over tre måneder. På de tre måneder mødes vi fire gange i konfirmandstuen. Første gang med introduktion til opgaven og opsprætning af pudevår. De næste to gange med at se på hinandens værker og udveksle erfaringer. Sidste gang med aflevering af værker og festlig afslutning.
Alle stykker samles og lægges ud, så de bliver til en lang festlig dug. Det er det, vi inviterer alle til at komme og se 1. søndag i advent i Præstegården.
Hvorfor gør vi det så?
Først og fremmest fordi det er sjovt at værre mange sammen om et projekt. Alle kan være med. Man skal kun brodere tallerkner, knive og gafler. Men derudover må man selv bestemme. Der er udfordringer for både nybegyndere og meget øvede.
Vi kan også godt lide tanken om, at en kvinde før os har siddet og broderet på det samme stof, men under helt andre forudsætninger. Vi har sendt mange venlige tanker til vores mødre, bedstemødre og oldemødre.
Vi er glade for, at så mange forskellige kvinder har sagt ja til Nabokvindernes invitation til at være med i projektet.
Initiativtagerne er Nabokvinderne på Søndergårdevej Kirsten Blegager, Aase Lykke Jensen, Birgit Ladefoged og Lisbet Hauge
Når man ikke at se broderierne 1. søndag i advent, udstilles hele værket på Skive Bibliotek fra den 3. december til den 2. januar. Her er alle også velkomne
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen