Menu

Er der virkelig gået 10 år..! Det kan Karen og Lasse ikke forstå

  • Skrevet af 
Er der virkelig gået 10 år..! Det kan Karen og Lasse ikke forstå

I denne sommer er er det 10 år siden, at RAKLA åbnede sin nye butik i den gamle stald. Det var et knokl, men det har de to ejere ikke fortrudt og det skal fejres! 

Det var en fælles drøm som Karen Jürgensen og Lasse Højgaard havde, da de købte et nedlagt husmandssted på Fur. En drøm om at skabe en lille butik og et galleri, hvor man kun kan købe produkter af høj kvalitet og give gæsterne en god oplevelse. De havde – og har – kunst som en fælles passion, så dét skulle selvfølgelig være at finde i butikken og galleriet. Desuden ønskede Karen at designe og sælge sine egne strikmodeller og Lasse havde et ønske om at sælge kvalitetsvine fra Italien. Så efter en del forarbejde og en stor indsats fra lokale håndværkere og dem selv med at ombygge den gamle stald, kunne de to i butikken præsentere unikke garner fra Peru, Japan og Canada og spændende kvalitetsvine fra Italien – alt af egen import. Og selvfølgelig strikmodeller skabt efter mønstre som Karen har designet. 

Men det var ikke nok – den fælles passion for kunst og kunsthåndværk betød at de følte det nødvendigt også at have kunsthåndværk i butikken og efter lidt mere forarbejde kunne de præsentere tre højt anerkendte keramikere og tre lige så anerkendte glaspustere i den lille butik. Endelig var det en selvfølge at Lasse Højgaards kunstfotos skulle være i butikken. 

Og på den måde fik Karen Jürgensen og Lasse Højgaard skabt en unik butik på Fur. En butik som oser af god stemning, altid godt humør, passion for kunst og for Fur og for høj kvalitet. Og modtagelsen var da også fantastisk.. på åbningsdagen kom tæt på 100 Furboere fordi og lykønskede og da dagen var omme kunne Karen og Lasse næsten ikke se hinanden gennem de mange blomsterbuketter, som de havde fået i løbet af dagen. En overvældende modtagelse! 

Faktisk havde de to haft butik et par år i forvejen på adressen, men det var i den gamle lade og det var ikke et velegnet sted for garn og vin, som måtte tages ind hver aften og ud igen dagen efter. Desuden lå den ikke godt i forhold til vejen gemt omme i haven som den var. Med den store ombygning af stalden, som lå ud til vejen, var det slut med at bære varer ud og ind hver dag ligesom butikken blev langt mere tilgængelig. Noget som de to også mærkede øjeblikkeligt i et stærkt øget antal gæster. 

Men der manglede noget… der var ikke plads til i den nye butik at præsentere én kunstner ordentligt med f.eks. 20-25 værker, ligesom i et galleri. Dét måtte der gøres noget ved og hurtigt opstod ideen om, at den gamle lade kunne renoveres nænsomt og med sit rustikke udtryk blive en smuk ramme for større separatudstillinger, hvor en kunstner kunne præsenteres ordentligt. Siden da har mere end 30 kunstnere – billedkunstnere, keramikere og glaskunstnere - været præsenteret i RAKLA Galleri, som afholder en Forårs-, en Sommer- og en Sensommerudstilling. Det er altid Karen og Lasse, som finder frem til de kunstnere, som de præsenterer i galleriet. Dertil kommer så, at de i de sidste par år også selv har valgt at have et par større udstillinger af deres egne billeder i galleriet – Karen Jürgensen er også en habil fotograf, ligesom hun i de sidste par år også er begyndt at lave tegninger primært med kul. 

Da RAKLA åbnede var der 10 vine at vælge imellem, men i dag kan man i RAKLA finde hele 27 forskellige kvalitetsvine fra Italien og garnerne kommer stadig fra Peru, Japan og Canada, men nu i flere og nye smukke varianter af Alpakka fra Peru, håndfarvede Canadiske silkegarner og spændende Japanske garner. RAKLA er med andre ord en butik og et galleri i konstant udvikling og nu 10 år gået på den bedst tænkelige måde. Dét skal fejres, syntes Karen og Lasse og derfor vil der være særlige tilbud på vin og garn i perioden 26. juli til og med 1. august, ligesom der vil være smagsprøver på udvalgte vine. Blandt de som handler i den periode vil der blive trukket lod om to gavekort til et af øens spisesteder. Vinderne vil blive offentliggjort fredag d. 2. august om morgenen på RAKLA ´s facebookside, så vinderne evt. kan nyde gevinsten i weekenden. Karen og Lasse håber selvfølgelig på, at rigtigt mange mennesker vil kigge forbi, nyde smagsprøver og se al den gode kunst, som RAKLA præsenterer og på den måde være med til at festliggøre jubilæet. 

Et par historiske billeder fra furnyt.dk arkivet - forsiden

Senest ændretSøndag, 28 juli 2024 01:15

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen