Menu

En Rejse på Skoleskibet Danmark - Togt 117 

  • Skrevet af 
En Rejse på Skoleskibet Danmark - Togt 117 

Jeg er en dreng fra øen Fur, som har haft den fantastiske mulighed at rejse med skoleskibet Danmark takket være et rejselegat.

Vores eventyr begyndte i Frederikshavn, hvor vi tilbragte to måneder på skoleophold med blandt andet værkstedsarbejde og røgdykkerkursus. 

Efter skoleopholdet påmønstrede vi skibet i Frederikshavn flådestation, og vores rejse tog fart. Første destination var Funchal på Madeira, vi havde en hård tur gennem Nordsøen med en del bølger og da det var i starten af togtet var der mange der blev søsyge, heldigvis blev jeg ikke selv. Derefter Las Palmas på Gran Canaria, videre til Mindelo på Cap Verde hvor julen blev tilbragt på skibet, og til sidst nåede vi Malaga, hvorfra vi fløj hjem. I hver havn fik vi mulighed for at udforske byen og dens kultur. 

Under sejladsen oplevede vi en masse spændende ting. Vi så delfiner, hvaler og en masse morild, hvilket var magiske øjeblikke. Vi lærte om traditionel sejlads med sejlskibe som Danmark, og også om moderne skibe som Mærsk’s. Vi lærte at sætte sejl, splejse reb, og hvordan man bor tæt sammen med mange mennesker og accepterer hinanden. Vi brugte næsten alt vores tid sammen i små grupper af 10 personer, dette blev nærmest ens familie ombord på skibet. Her var det særligt vigtigt at vi forstod hinanden.  

De tre måneder vi var afsted har lært mig en masse. Jeg har lært at bruge mine hænder på en ny måde, og jeg har lært en masse om sejlskibe og deres historie. Jeg har lært en masse nye mennesker at kende, og har fået venner for livet. Men vigtigst af alt har jeg lært mig selv bedre at kende. Jeg har prøvet grænser af og udfordret mig selv på måder jeg slet ikke anede at man kunne blive udfordret på. Denne tur er noget jeg aldrig glemmer.  

 

Da togtet var slut og vi skulle afmønstre skibet fik vi vores beviser rakt i hånden. For togtet var ikke bare en rejse, men også en uddannelse. Så da jeg var færdig på skibet var jeg også færdiguddannet ”ubefaren skibsassistent”, det som i gamle dage hed letmatros.  

 

Tak til Fur Rejselegat  

Christian Bladt Johannesen 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen