Menu

Birte Mølgaard udstiller i RAKLA Galleri

Birte Mølgaard udstiller i RAKLA Galleri

Den anerkendte kunstmaler Birte Mølgaard som senest i foråret udstillede i Morsø Kunstforening udstiller på RAKLA Galleris sommerudstilling fra d. 6. juli til og med d. 11. august.

 

RAKLA Galleri glæder sig til fra d. 6. juli at udstille den meget anerkendte kunstmaler Birte Mølgaard fra Hjarbæk i Galleriets stemningsfulde og rustikke lokaler.

Birte Mølgaard arbejder med akvarel og akryl ofte i blandede teknikker. Motiverne er hentet i hverdagen hos frisøren, på cafeen, på gaden, hvor mennesker og hverdagssituationer mennesker imellem er gengivet i en relativt enkel streg men samtidig med et finurligt blik, der åbner et stort rum for fortolkning.

Som kunstanmelder ved JyllandsPosten Tom Jørgensen har skrevet om hendes arbejder: ”Hun har simpelthen en filminstruktørs blik for menneskers adfærd, de små ting, de ubevidste bevægelser, som afslører os og viser hvordan vi er.”

Som beskuer er man dog aldrig i tvivl om hendes sympati for andre mennesker – empatien, varmen og solidariteten lyser i hendes billeder og det er på den måde egentlig dybt rørende billeder, som i al stilfærdighed fortæller historier om os selv og hinanden!

Birte Mølgaard har malet i mange år, hvilket ses tydeligt i hendes billeder: De er dybt professionelt udført, med en klar sans for materialernes muligheder og udtryk på lærredet.

 

RAKLA glæder sig til at byde publikum velkommen og er selvfølgelig vært med lidt godt til ganen på åbningsdagen. Kunstneren selv er desværre forhindret i at være tilstede.

 

RAKLA har åben alle dage fra 11 – 17. Onsdage lukket. Galleriet åbner gerne efter aftale!


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/furnyt.dk/public_html/templates/gk_news/html/com_k2/templates/default/item.php on line 191
Til toppen