Gak til myrerne og bliv vis

Forleden var der indkaldt til møde på Fur Bryghus om molergravningen på Fur. Hvis ellers myndighederne giver lov, vil der på en trækning af op mod 200 meter blive gravet cirka 50 meter af højderyggen på Fur.

Mødet forleden viste, at folk på Fur er delt  i spørgsmålet om molergravning. Nogle er for, nogle imod, nogle (nogle=mindst én) mener at ”ikke-fastboende” skal holde munden lukket, mens andre mener, at alle har ret til at have en mening

Hele sagen har fået FurNyts udsendte til at foretage sin helt egen undersøgelse. Og med fare for at lægge sig ud med de, der mener, at der er gravet nok, har FurNyt gravet et par spadestik dybere. 

Som de fleste sikkert er bekendt, så kan et oldtidsfund forsinke et jordprojekt i en periode, men sjældent helt stoppe. Anderledes forholder det sig, hvis biologer finder en truet plante eller dyreart et område man ønske at grave i. Det kan stoppe arbejdet for al fremtid.

For at få den side af sagen afklaret har FurNyt kontaktet en gruppe biologer på Aarhus Universitet. De har netop afsluttet undersøgelser  af det omtalte området på Fur  med et højst uventet resultat. Allerede på anden dagen stødte biologerne på en meget sjælden myreart, de såkaldte trampemyrer. (Latin: Trampedura-Formicidae). Tidligere var på Fur og Mors, men kendes nu kun på meget få lokationer, hvorfor de ifølge diverse EU regulativer er totalt fredede. Myrearten har det særkende, at de kun trives, hvor der er moler.

Gak til myrerne og bliv vis, siger et gammelt ordsprog. Om det også gælder for Trampe-myrerne er lidt usikkert, da deres levevis er nok så aparte. I modsætning til andre myrearter er deres antal i tuen begrænset til nogle få hundrede og det er ikke meget, når det gælder myrer. Disse relative få myrer har længe før menneskerne begyndte at udnytte moleret på Fur selv drevet en form for minedrift. På forunderlig vis har de fundet ud af at blande et sekret fra bladlus med moler, som de hente op fra gange ned i molerlagerne.

Nu vil FurNyts årvågne læsere nok spørge hvordan nogle få hundrede myrer kan opretholde et stort myresamfund? Det overraskende svar er, at de har fået lokale myrearter til at arbejde for sig. Men hvordan? Alle, der har studeren en myretue har sikkert lagt mærke til, at myrerne færdes ad lange myreveje, der kan sno sig langt væk fra tuen. For at få de fremmede myrer hjem til egen tue, har Trampe-Myrerne trampet en sti over til de andre myrer og lokket dem med sukkerholdige produkter. Hjemme ved tuen er de blev sat til at arbejde i minegangene for Trampe myrerne. Det har betydet, at Trampe-myrerne selv kan levet et næsten arbejdsfrit liv, men de lader andre arbejde for sig.

Der er meget som biologerne endnu ikke ved om den særprægede myreart på Fur, men biologerne vil i årene fremover følge dem tæt. 

På mange måder kan man sige, at det er skæbnens ironi, at et stort fransk mineselskab med kontorer over hele kloden, måske ender med at blive udkonkurreret at en lille ”molervirksomhed” drevet af en lille koloni Trampe-myrer, der har forstået at indrette sig i en arbejdsfri tilværelse. Men i modsætning til det store molerselskab, så har det lille selskab nok moler, som en af biologerne udtrykte det, til evig tid.  Og det er ganske længe.

KPJ